Anthony Jasmin er en dansk duo, som deltog i X Factor 2014 med Thomas Blachman som mentor. De vandt den 28. marts 2014 over Lucy Mardou og Henriette Haubjerg, som den første gruppe nogensinde i den danske udgave af X Factor.
Duoens to medlemmer havde oprindeligt stillet op hver for sig til X Factor, men da de ikke nåede igennem som individuelle kandidater, bragte Blachman dem sammen. Den ene halvdel af duoen, den tyveårige Drake-lignende Anthony Lopez, går til daglig på elitesportslinjen på hhx på CPH West. Før X Factor havde han ikke optrådt. Den anden halvdel er Jasmin Dahl, en 15-årig skoleelev fra Grønnemose Skole i Søborg. Som enebarn af en musikalsk familie fra Færøerne og Sudan har hun boet i Høje Gladsaxe, siden hun var fem år, og drømt om X Factor, siden hun var 10 år gammel. Jasmin havde før X Factor optrådt i flere mindre sammenhænge og udgivet sangene på sin YouTube-kanal. Foruden Blachman var Anthony Jasmin støttet af dj'en Djuna Barnes og Claus Hempler.