Rasmus Walter Hansen (født 5. februar 1978 i Aarhus) er en dansk sanger, sangskriver, og guitarist. Han er forsanger i rockbandet Grand Avenue, som han var med til at danne i 2001. Rasmus Walter udgav sit selvbetitlede debutalbum i april 2011. Albummet solgte 2.000 eksemplarer, og affødte radiohittet "Dybt vand".
I marts 2013 udsendte Rasmus Walter sit andet soloalbum, Lige her lige nu. Førstesinglen "Endeløst" (2012) opnåede en sjetteplads på download-hitlisten. Lige her lige nu modtog guld for 10.000 solgte eksemplarer i august 2014.